Erhverv / Sundhedsordning og krisehjælp / Effekt på fem niveauer

Effekt på fem niveauer

 
Vores grundlæggende menneskesyn er, at hvert eneste menneske er indlejret i systemer på mange niveauer, og at udfordringer og løsninger altid trækker tråde til både menneskets egne dynamikker, til de nære relationer, til arbejdsforhold, til organisatoriske strukturer og til den overordnede kultur.

Dette relationelle organisatoriske perspektiv står som fundamentet for vores arbejde med både enkeltpersoner og grupper. Det betyder, at vi er klar til at intervenere på alle niveauer, hvis vi forudser, at denne indsats kan bidrage til optimering af den enkelte eller gruppens udviklingsmuligheder.

Måden hvorpå vi arbejder med psykologisk krisehjælp står således i modsætning til mange andre udbydere, hvor det desværre er vores indtryk, at den psykologiske indsats ydet gennem arbejdspladser ofte sker løsrevet fra den organisation, medarbejderen er en del af. Det skyldes formentlig en klinisk tradition og en opfattelse af, at psykolog-behandling med henvisning til psykologens tavshedspligt skal ske i et lukket terapeutisk rum. En sådan forholdemåde - ofte kombineret med anvendelse af rent kognitive interventionsmetoder - medfører desværre, at hverken organisationen eller medarbejderen opnår en tilstrækkelig værdi af den psykologiske indsats.

Vi arbejder således ikke kun med den henviste medarbejders tankemønstre, men formår også at inddrage de ofte stærke personlige følelser og organisatoriske forhold, der altid spiller en afgørende rolle i forhold til arbejdsrelaterede problemstillinger. Gennem en mangeårig erfaring har vi oplevet, at denne systemiske tilgang giver dybtgående, helhedsorienterede og langsigtede løsninger, hvor styrkelsen i forhold til de omgivende systemer har en kvalificerende og forebyggende effekt.

Når vi møder en medarbejder, henvist gennem sundhedsordningen, ser vi det som vores opgave at styrke dette menneske i en proces, hvor den positive effekt viser sig på flere niveauer. Det vil aldrig være hensigtsmæssigt at bearbejde individuelle forhold, så de fører til flere relationelle konfrontationer på arbejdspladsen eller til en uhensigtsmæssig pessimistisk arbejdskultur. Denne situation kunne eksempelvis opstå, hvis psykologen ensidigt sympatiserede med den henvistes negative følelser over for lederen, hvilket kunne medføre en forværring af de arbejdsmæssige relationer og dermed også en forværring af personens oprindelige symptomer.

Hvis vi vurderer, at det vil være befordrende at inddrage andre niveauer i forsøget på at vende krisen til en udvikling, forsøger vi at motivere medarbejderen og lederen til, at vi afholder et fællesmøde for en nærmere drøftelse herom. Medarbejderen og lederen kan selvfølgelig begge afvise denne ide, men det er vores erfaring at dette sjældent sker. Derimod oplever vi generelt stor interesse hos begge parter i at mødes med henblik på at udveksle synspunkter og sammen med psykologen få sat gang i en afklarings- eller udviklingsproces.

Vi har også oplevet en del situationer, hvor gentagne individuelle henvendelser fra de samme institutioner gav os et billede af, at institutionen som helhed kunne drage nytte af en bredere indsats. Dette har f.eks. helt konkret betydet, at vi har uddannet ledere fra en række sociale institutioner til håndtering af krisesituationer gennem de-briefing, fordi disse institutioner havde et stort antal akuthenvendelser, der efterfølgende blev væsentligt reduceret. Denne tilgang går fint i spænd med vores generelle indstilling, der har fokus på at styrke den enkelte medarbejders - , leders - og gruppes oplevelse af selv at kunne håndtere de svære situationer.

Vi søger at kvalificere systemet som helhed og ikke blot arbejde kortsigtet med at reducere den enkeltes individuelle symptomer. Vi har altid for øje, hvordan hvert forløb kan give anledning til en kvalificering af hele systemet, uanset om vi konkret inddrager flere niveauer, eller blot arbejder (indirekte) med relationerne i den individuelle konsultation.

I mødet med et menneske har vi øje for følgende 5 niveauer, som alle står i et gensidigt forhold til det enkelte menneskes udvikling. Hver gang vi intervenerer på et niveau, holder vi øje med, om individet, gruppen eller organisationen ville drage særlig nytte af en supplerende indsats på et andet niveau.
 

1. Individet

På individplanet arbejder vi terapeutisk med den enkelte medarbejder eller leder. Her tager vi udgangspunkt i individets perspektiv, men forholder os altid relationelt til den konkrete udfordring, så løsningen samtidig får en positiv effekt på flere niveauer.
 

2. Dybden

Intervention på det dyadiske niveau vil typisk betyde, at lederen eller henviseren inviteres til en samtale med henviste. Her arbejder vi med, hvordan lederen kan forstå og understøtte medarbejderens situation og udfordring. Ligeledes vil vi udforske lederens perspektiv på situationen for at skabe mulighed for, at den henviste kan nuancere sine perspektiver og evt. igangsætte en udviklingsproces på denne baggrund.
 

3.  Gruppen

På gruppeniveauet arbejder vi med arbejdsteamet, som individet er en del af. Her arbejder vi dels med at etablere en fælles forståelse for individets situation og arbejds-opgaven, og dels med at styrke teamet som helhed, så de finder energien, tilliden og sammenholdet til at mestre udfordringer, som er aktuelle for hele gruppen. Intervention på gruppeniveau kan også være aktuelt i konfliktsituationer, hvor vi bl.a. anvender mediation som en konfliktløsningsmetode.
 

4.  Organisationen

I nogle situationer er der brug for et tiltag, der rettes mod en hel afdeling. Det kan være familiecentret, jobcentret, personalet i en vuggestue og lign. Her vil der være tale om situationer, som har en stor effekt på hele gruppen, såsom vold, trusler, afskedigelsesrunder, osv. Her vil indsatsen typisk bestå i et eller flere oplæg og et efterfølgende arbejde i grupper, hvor temaet bearbejdes og opfølges. Målet med intervention på organisations-niveau er, at gruppens forståelse og indsats styrkes i forhold til den aktuelle situation, og i forhold til forståelsen for de ledelsesmæssige beslutninger.
 

5.  Kultur

Alle mennesker er indlejrede i flere kulturelle niveauer, herunder den lokale kultur og tænkning på arbejdspladsen og lige så vel kulturen i hele organisationen.

På det kulturelle niveau bærer vores intervention præg af en forståelse og en respekt for kerneværdierne, som udgør det værdimæssige fundament for organisationens arbejde. 
 
 

Yderligere information

For yderligere information om vores sundhedsordning kontakt os på tlf.: 97 52 00 95 eller mail: kontakt@relationspsykologi.dk
Institut for Relationspsykologi | Odense - Roskilde - Aarhus - Skive - Viborg  | Tlf.: 97 52 00 95 | kontakt@relationspsykologi.dk