Uddannelser / Temadage / De nye styrkede læreplaner

De nye styrkede læreplaner

Sammenhængende temaaftener i dagtilbud med fokus på de nye styrkede læreplaner og udgangspunkt i ICDP og RARRT


Den nye dagtilbudslov sætter fokus på kvaliteten af det pædagogiske arbejde og ser velfungerende samspil og trygge relationer mellem børn og voksne som afgørende for børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Fokus i dagtilbudsloven er den trygge tilknytning, hvor det har særlig betydning, at børn i dagtilbud oplever nærhed og tæt kontakt til stabile og sensitive voksne, da det giver alle børn mere lige muligheder i livet uanset deres øvrige livsvilkår.

I Institut for Relationspsykologi har vi i mere end 20 år skrevet bøger om samspil, sensitivitet og opbygning af livgivende relationer. Samtidig er vi specialiseret i at undervise og styrke ledere og fagpersoners evner til at skabe stærke og udviklende relationer, som både gavner kvaliteten af indsatser og det kollegiale samspil på arbejdspladserne. Instituttet er bl.a. certificeret i ICDP, som er et psykologisk forskningsprogram, der bygger på viden om sund menneskelig udvikling.

Hos Institut for Relationspsykologi ser vi gode relationer som det vigtigste fundament både for børn og voksne, hvis der skal skabes gode miljøer for trivsel og udvikling. I arbejdet med børn og børnegrupper er de voksnes ansvarlige for at skabe gode og trygge læringsmiljøer, hvor alle børn kan udvikle sig.
Det kræver et højt niveau af selvindsigt, viden og mod at tage dette ansvar på sig. Kollegial tryghed, faglig refleksion og plads til at øve sig er nogle af de vigtigste forudsætninger for gode arbejds- og læringsmiljøer. Det kalder på ledelse der ligeledes har selvindsigt, viden og mod til at sætte retning og bane vejen for den ønskede udvikling.

Vi samarbejder med flere af landets kommuner og private organisationer, hvor vi faciliterer forløb med korte præsentationer, supervision, ledersparring og egentlige temaaftener og certificerede uddannelser i ICDP og RARRT. Det overordnede fokus er dialog, sparring og træning, der styrker den enkeltes viden, bevidsthed og grundlæggende relationskompetence. Trygge og nære relationer har stor betydning for den enkeltes muligheder for at lære og udvikle sig, og i forhold til børn har omsorgs¬personerne i både hjem og dagtilbud afgørende betydning.

ICDP står for ”International Child Development Program” og er et sensitiveringsprogram udviklet til at sikre børns sunde psykiske udvikling.
 
Institut for Relationspsykologi har ud fra dette grundlag udviklet et relationelt koncept med de fem vigtigste principper til at styrke kvaliteten af de samspil, der foregår på arbejdspladser f.eks. mellem ledelse og medarbejdere, mellem kollegaer og mellem medarbejdere og børn, forældre eller borgere.
 
Vi kalder dette koncept RARRT, fordi det har fokus på:
• At Relationer skaber individet,
• At Anerkendelse åbner for udvikling,
• At Ressourcer frigiver potentiale,
• At Refleksion udfordrer selvfølgeligheder og
• At Teori skaber sammenhæng.

I forlængelse af den nye dagtilbudslov og de nye styrkede læreplaner tilbyder vi facilitering, der udvikler personalegrupper på dagtilbudsområdet. Fokus er at styrke de professionelles relationskompetence og øge mulighederne for at omsætte faglig viden til praksis.
Det tilrettelægges gennem korte teoretiske oplæg og praktiske øvelser, som understøtter nye erkendelser hos deltagerne.

Sammenhængende temaaftener tilrettelægges med 6-10 uger mellemrum, hvor deltagerne arbejder og træner eget samspil gennem en praksisnær opgave, der indgår i det almindelige pædagogiske arbejde. Det er vores erfaring, at denne form for praksisnær læring for hele personalegrupper og med indbyggede træningsforløb giver den bedste omsætning og dermed har langvarige og tydelige effekter for praksis.

Gennem temaaftenerne præsenteres deltagerne for teorier fra psykologien, sociologien og filosofien. Forløbet medvirker til at udvikle det kollegiale samspil, og deltagerne får:
• En fælles teoretisk ramme til forståelse af betydningen af det relations- og ressourceorienterede arbejde i dagtilbud.
• En større sensitivitet og øget bevidsthed om de vilkår der skabes for de enkelte børn gennem det pædagogiske arbejde.
• En øget selvindsigt og opmærksomhed på egne bidrag i de forskellige samarbejdsrelationer.
• En generel viden om kommunikation og konkrete redskaber, der kan støtte den fælles refleksion, de faglige dialoger og arbejdet med øget kvalitet.

Temaaftenerne tilrettelægges individuelt i dialog med ledelsen, og faciliteres af to konsulenter fra Institut for Relationspsykologi, som sikrer et indhold, der vægter praktiske øvelser til at sikre læringen og omsætningen af de teoretiske oplæg.

Yderligere oplysninger fås på www.relationspsykologi.dk eller kontakt ledelses- og organisationskonsulent Annie Røn på mobil 24802010 eller på mail: annie@relationspsykologi.dk
Institut for Relationspsykologi | Roskilde - Aarhus - Skive  | Tlf.: 97 52 00 95 | kontakt@relationspsykologi.dk