Terapi med børn og unge






Vi har desværre set, hvordan flere og flere børn og unge får problemer med angst, depressioner, spiseforstyrrelser og andre former for mistrivsel. Vi har mangeårig erfaring med at hjælpe børn og unge, der har det svært, og vi arbejder altid ressourceorienteret og har fokus på at inddrage barnets familie eller netværk.

Læs mere om terapi med børn og unge nedenfor. ​





Terapi med børn



I Instituttet har vi gennem mange år hjulpet børn, der ikke trives. Vi arbejder fx med følgende problemstillinger:


- Børn, der har udviklet forskellige former for angst (social angst, angst for edderkopper, blodprøver, bakterier osv.)

- Børn, der opleves triste og trækker sig fra sociale aktiviteter

- Børn med spiseforstyrrelser

- Børn med selvværdsproblemer og sociale vanskeligheder

- Børn med stresssymptomer


I mødet med et barn har vi altid et relationelt fokus. Det vil sige, at vi ikke ser på barnet alene, men på barnets relationer, herunder familien. Det sker ofte, at de udfordringer, barnet er i, kan hænge sammen med forandringer eller mistrivsel i familien. I nogle tilfælde, er det tilstrækkeligt at hjælpe barnets forældre til at håndtere barnets mistrivsel, mens det andre gange giver mening at mødes med hele familien eller - i en periode - alene med barnet. Vi vil altid gå efter at holde en tæt kontakt med barnets forældre, så de hele tiden kan følge med i barnets proces og støtte op omkring de ønskede forandringer.


Vi har ikke fokus på at udrede barnet for eventuelle diagnoser. Vi er generelt mere optagede af at få øje på barnets ressourcer og styrke disse. Men hvis vi får en mistanke om, at barnet kan have behov for særlig hjælp, vil vi tale med forældrene om det og tage en fælles drøftelse omkring, om det giver mening for familien at gå videre med en udredning.


Vi har ligeledes kendskab til de kommunale tilbud, herunder forskellige gruppetilbud, og kan vejlede jer i disse, hvis de kan være hjælpsomme for jer og jeres barn.


Hvis I har en bekymring omkring jeres barn, er det vores anbefaling, at I som forældre først kommer ind til en samtale uden barnet. Her kan vi sammen drøfte jeres bekymring, og I kan få noget vejledning til, hvordan I kan håndtere de udfordringer, barnet står i. Her kan vi også sammen beslutte, om barnet har brug for nogle samtaler, eller om det er tilstrækkeligt med vejledning til jer forældre.







Metoder



I samtaler med børn i alderen 0-14 år, tager vi jævnligt flere metoder i brug, da det kan være svært for barnet at udtrykke sig alene gennem en samtale.


Vi anvender ofte tegning som en del af dialogen. Tidligere har man troet, at børns tegninger rummede en guldgrube af "hemmeligheder" omkring barnets psyke. I dag ved man, at dette ikke er tilfældet (se nedenstående link).

Når tegninger alligevel kan være et godt samtalemiddel, er det fordi, det er en naturlig måde for mange børn at udtrykke sig på. Mange børn er vant til at tegne og kan beskrive både følelser, tanker og oplevelser gennem en tegning. Vi vil aldrig lade tegninger stå alene, men vi vil bruge tegningen som afsæt til en samtale, hvor barnet kan fortælle om tegningen. Mange børn synes, det er hyggeligt at tegne, og det kan give en afslappet stemning og samtale.


Af andre metoder anvender vi afspændingsøvelser, vejrtrækningsøvelser, fortælleøvelser og eksponeringsøvelser. Eksponeringsøvelser handler om gradvist at hjælpe barnet til at nærme sig det, han / hun er bange for. Denne form for øvelser er effektive til at arbejde med angst.








Terapi med unge






Mange unge oplever, at de lever i en tid med høje krav til deres præstationer i skole og fritid. De ser så mange billeder i reklamer og sociale medier, som får dem til at føle sig forkerte og udvikle mindreværd. Nogen reagerer med perfektionisme og meget høje indre krav. En tilstand, der med tiden kan føre til angst, stress, depression og selvskade. Andre giver nærmest op og trækker sig fra skolens pres og sociale sammenhænge.


Når vi møder et ungt menneske, der har det svært, vil vi forsøge at involvere enten familie, lærere eller andre voksne fra netværket. Problemer skal løses med støtte fra de nærmeste relationer og ikke i isolation. Vi vil også arbejde med følgende temaer, alt efter den unges behov:


- Styrke selvværdet

- Arbejde med identitet og relationer

- Konkrete ideer til hverdagen

- Omdanne negative tankemønstre til mere positive tankemønstre

- Tale om følelser og om, hvordan man kan udtrykke, forstå og regulere følelser

- Nærme sig det, man er angst for i rolige omgivelser (angst-eksponering)