Relationskompetence på skrump
Hvordan KIDS og ICDP kan styrke en fælles relationel kurs –og løfte både kvalitet og arbejdsglæde
De fleste, der arbejder med børn, kender nok de dage, hvor man oprigtigt synes, at det at arbejde med børn er noget af det mest meningsfulde i verden. Hvor man oplever overskud til at være nysgerrig, lege, lytte og blive i kontakten og samarbejdet bare glider –også selvom børnegruppen ikke står i vatter.
Og så er der de dage – eller perioder – hvor et stille liv som gartner pludselig kan virke overraskende tillokkende…
Det er ikke nødvendigvis, fordi vi der er blevet mindre dygtige eller holder mindre af arbejdet med børnene. Men vores adgang til relationskompetencen kan komme under gevaldigt pres. Travlhed, sygdom, konflikter, mange skift eller en periode, hvor vi har skullet strække os længere, end vi egentlig havde kapacitet til –eller fandt rimeligt og forsvarligt.
Så kan nysgerrighed på børnene lettere blive til irritation, og vi kan høre os selv vrisse oftere. Det er menneskeligt –og nok ofte et signal om, at noget skal justeres.
Relationskompetence er nemlig ikke noget, vi enten har eller ikke har. Den lever i en sammenhæng. Den kan få plads og vokse –og vi kan opleve, at den skrumper, så vi næsten ikke helt kan genkende os selv.
Det gælder også en hel institution og arbejdsplads.
Jeg har mødt mange ledere, der næsten river sig i håret: “Jeg har jo dygtige medarbejdere – hvorfor bliver det så alligevel ikke helt det, vi gerne vil?”
For selv et hus fuld af dygtige mennesker kan ende i en lidt flad cocktail. Stuerne kan udvikle forskellige spor, samarbejdet kan begynde at knirke, eller et tilsyn kan synliggøre kvalitetsforskelle, som kan være svære selv at få vendt.
Alle vil måske grundlæggende det samme for børnene –men vejene derhen er blevet for forskellige, og vi forstår måske ikke hinandens måder at agere på.
Alle kan fare lidt vild –også sammen. Nogle gange har vi brug for hjælp til at finde en fælles kurs og komme tilbage på sporet sammen, så vi igen kan mærke, at det, vi gør sammen, faktisk gør en forskel.
Og det er dér, jeg oplever, at KIDS og ICDP kan noget særligt sammen.
KIDS hjælper os med at få øje på den hverdag, børnene faktisk møder: Hvor lykkes vi? Hvor er der forskelle? Hvilke mønstre går igen – og hvor kalder noget på udvikling og justering?
ICDP hjælper os med at gøre noget med det, vi får øje på. Vi går helt tæt på samspillet: Hvad gør vi allerede, når det lykkes? Hvad vil vi skabe mere af? Og hvad kan vi konkret øve og justere sammen?
Det er sådan, jeg arbejder med de to tilgange og oplever de supplerer hinanden til at blive meget konkrete og handleorineteret:
Vi får øje på → undersøger sammen → finder en fælles relationel kurs → øver i praksis → ser, hvad der flytter sig.
Så kvalitetsarbejdet ikke stopper ved en vurdering, men bliver til konkret fælles og levende praksis.
Og når medarbejdere oplever: “Det, vi gjorde sammen, gjorde faktisk en forskel”, kan der også ske noget med samarbejdet og arbejdsglæden. Vi får gennem ICDP et fælles sprog og bevidsthed for det, der betyder noget, og bliver tydeligere på, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at holde fast i det relationelle spor og det gode samspil.
Så kan et nyt tilsyn også blive noget andet end noget, man går og gruer for. Det kan blive spændende at få et blik udefra på det, man faktisk har arbejdet med: Kan det ses? Kan det mærkes? Hvad har flyttet sig –og hvad skal vi arbejde videre med?
Oplevelsen af at løfte sammen og det at mærke at det rent faktisk gør en forskel i hverdagen. Og måske er det netop sådan, vi hjælper hinanden med at holde relationskompetencen levende –og give den lidt gødning, før vi alle sammen ender som gartnere.😉
- Anne Therkildsen: cand.pæd.psych., ICDP-underviser, KIDS-konsulent, psykoterapeut og forældrerådgiver.
