Der er mange lighedspunkter mellem det at skabe de bedste opvækstbetingelser for børn og det at skabe velfungerende arbejdspladser!
Derfor har udviklingspsykologien meget vigtigt at sige, når vi undersøger, hvad god ledelse er. Måske virker det for nogen naivt at antage, at der i det intuitive forældre-barn samspil kan være inspiration at hente til det, som nogen gange ser ud til at være det mest prestigefyldte job i denne verden, nemlig at lede andre mennesker i et organisatorisk fællesskab.
Der er dog mange faktorer, der går igen i ledelse og i de tidlige nære relationer. Det samme konkluderer den tidligere norske Børneombudsmand Reidar Hjermann:
"Der er en sammenheng mellem det å være sjef og det å være mamma og pappa. På begge arenaer er en av dine vigtigste opgaver å sørge for trygge rammer og legge til rette for utvikling."
Vi ved i dag, at menneskets udvikling bedst forstås i en epigenetisk ramme som resultat af samspil mellem individ og miljø - eller sagt på en anden måde: Man kan ikke blive sig selv af sig selv med sig selv. Vi bliver derimod os selv gennem komplekse og kontinuerlige samspilsprocesser med vore omgivelser, og det er kvaliteten af disse samspilsprocesser, der betinger det enkelte menneskes udviklingsmuligheder.
Dette udviklingssyn kolliderer imidlertid med meget traditionel ledelsestænkning.
Hvis man som leder vil bygge sin ledelse på moderne udviklingspsykologi, må man opgive fokus på instruktion og anvendelse af magt overfor medarbejderne. Derimod må fokus være på at udvikle sine kompetencer i at indgå i udviklingsstøttende samspil med medarbejderne og til at skabe udviklingsstøttende miljøer i organisationen. Sagt på en anden måde: Tidligere tiders autoritære ledere, der regerede på baggrund af magt og frygt, skal erstattes med autoritative ledere, der gennem autentisk og troværdig fremtræden skaber tilslutning og følgeskab blandt medarbejderne.
