information til ledere i Aarhus kommune





Aarhus Kommune har indgået en obligatorisk indkøbsaftale på ekstern psykologbistand til medarbejdere, der oplever arbejdsrelaterede problemstillinger.

Denne psykologbistand leveres af Institut for Relationspsykologi, der med et hold af erfarne, autoriserede psykologer står klar til at hjælpe din medarbejder.





Hvem er omfattet af tilbuddet?



Tilbuddet omfatter medarbejdere ansat hos Aarhus Kommune. Psykologbistanden er en hjælp til medarbejdere, der har behov for psykologhjælp til håndtering af belastninger, som indvirker på arbejdsevnen.


Formålet med tilbuddet er, at medarbejderen oplever at genetablere oplevelsen af trivsel og arbejdsglæde – og støttes i at vende tilbage til arbejde eller forblive i arbejde.






Hvornår kan du tilbyde en medarbejder psykologbistand?



Tilbuddet om psykologbistand kan bl.a. iværksættes efter følgende hændelser, som har indflydelse på medarbejderens arbejdsliv:


• Chikane og mobning

• Vold og trusler om vold under udførelse af arbejdet

• Omorganisering og nedskæringer

• Afskedigelse

• Arbejdsmæssige krav, der medfører oplevelse af belastning

• Samarbejdskonflikter

• Arbejdsulykker

• Kombinationen af arbejdsbelastning og private kriser, der har indflydelse på arbejdsevnen.





Hvordan opstartes et forløb?



Tidsbestilling til første samtale bookes online via dette link:




Her kan der kan bookes en tid indenfor max 14 dage. Hvis der ikke kan findes en ledig tid online inden for tidsrammen på 14 dage, er du velkommen til at kontakte os telefonisk for at få en tid.


Tidsbestilling kan enten foretages af leder eller medarbejderen selv. Vær opmærksom på, at medarbejderens CPR-nummer skal oplyses, og at der sendes en påmindelse om tidsbestillingen til de kontaktoplysninger, der angives.


Til den første samtale skal medarbejderen medbringe handleplan, der er udfyldt i samarbejde mellem medarbejder og leder. Her angives information omkring henvisningsårsag og evt. påvirkede jobfunktioner. Handleplanen kan findes på medarbejderportalen, i True Trade og på nedenstående link.





Mandag – torsdag kl. 8.00-15.45 og fredag kl. 8.00-12.00 besvares telefonen af sekretariatet, som kan hjælpe med eventuelle spørgsmål.


I tilfælde af akut krisehjælp i telefontiden, vil sekretariatet viderestille til en psykolog. På alle øvrige tidspunkter af døgnet bemandes telefonen af en vagthavende psykolog.

Ved alle telefoniske henvendelser benyttes tlf. nr.: 97 52 00 95.


Når du henvender dig uden for sekretariatets åbningstid, vil du på en automatisk telefonsvarer kunne vælge, om du vil viderestilles til vagthavende psykolog. Bemærk at der påregnes akuttakst for denne henvendelse.



Hvor foregår samtalerne?



Samtalerne foregår som udgangspunkt hos os på adressen:


Institut for Relationspsykologi

Elkærvej 19, 1.

8230 Åbyhøj



Om samtaleforløbet



En samtale varer én time. Som udgangspunkt tilbydes medarbejderen op til 4 individuelle samtaler. Hvis der er behov for flere samtaler, kræves en ny godkendelse fra lederen.




Afbud



Af hensyn til vores planlægning bedes medarbejderen så vidt muligt melde afbud i god tid. Afbud efter kl. 9.00 på samtaledagen afregnes med arbejdspladsen. Udeblivelse uden afbud skal medarbejderen selv betale for.

Prisen for afbud efter kl. 9.00 på samtaledagen og udeblivelse uden afbud opkræves med den gældende pris for en samtale.







Fællessamtaler



I mange situationer giver det god mening at afholde fællessamtaler med deltagelse af både medarbejder, leder og psykolog. Iværksættelse af fællessamtaler kræver medarbejderens samtykke, ligesom de forudsætter psykologens professionelle anbefaling.


Fællessamtalerne vil typisk have fokus på at skabe en fælles forståelse for medarbejderens situation. Dertil arbejdes der med, hvordan du som leder kan understøtte medarbejderens bedring og trivsel. Fællessamtaler er et tilkøb, og de indgår derved ikke som del af de 4 samtaler i forløbet. ​




Handleplan



Hvis medarbejderen ved forløbets start har medbragt en handleplan, vil psykologen og medarbejderen sammen arbejde videre med denne, sådan at der ved forløbets afslutning foreligger en personlig handleplan.


Handleplanen kan fx indeholde anbefalinger til medarbejderen og arbejdspladsen i forhold til jobfunktion og forslag til, hvordan lederen kan støtte medarbejderen i det daglige arbejde.


Ved fællessamtaler er handleplanen udarbejdet fælles til leder og medarbejder. Hvis medarbejderen ikke ønsker, at der udarbejdes handleplan sammen med psykologen, vil lederen få besked herom.





Sådan arbejder vi



Alle psykologer hos Institut for Relationspsykologi er autoriserede, ligesom de har erfaring med arbejdsrelaterede problematikker og organisatoriske forhold.


Vores psykologiske tilgang er baseret på tre erkendelser:


• Relationerne er helt afgørende for menneskers trivsel og læring.

• Man udvikler sig bedst, når der er fokus på ressourcerne.

• Alle mennesker er værdige og skal behandles med værdighed.


Vi har naturligvis tavshedspligt, er omfattet af Dansk Psykolog Forenings etiske retningslinjer og anvender journalsystem, der er godkendt til håndtering af personfølsomme oplysninger.


Institut for Relationspsykologi anvender evaluering som et naturligt redskab i kvalitetssikringen, og alle medarbejdere, der henvises til psykologbistand, anmodes om at udfylde et evalueringsskema ved afslutningen af deres behandlingsforløb. Ligeledes fremsendes – efter medarbejderens accept - et evalueringsskema til medarbejderens leder.