information til medarbejdere i Aarhus kommune





Aarhus Kommune har indgået en obligatorisk indkøbsaftale på ekstern psykologbistand til medarbejdere, der oplever arbejdsrelaterede problemstillinger.

Denne psykologbistand leveres af Institut for Relationspsykologi, der med et hold af erfarne, autoriserede psykologer står klar til at hjælpe dig.





Hvem er omfattet af tilbuddet?



Tilbuddet omfatter medarbejdere ansat hos Aarhus Kommune. Psykologbistanden er en hjælp til medarbejdere, der har behov for psykologhjælp til håndtering af belastninger, som indvirker på arbejdsevnen.

Formålet med tilbuddet er, at medarbejderen oplever at genetablere oplevelsen af trivsel og arbejdsglæde – og støttes i at vende tilbage til arbejde eller forblive i arbejde.






Hvornår kan din leder tilbyde dig psykologbistand?



Tilbuddet om psykologbistand kan bl.a. iværksættes efter følgende hændelser, som har indflydelse på medarbejderens arbejdsliv:


• Chikane og mobning

• Vold og trusler om vold under udførelse af arbejdet

• Omorganisering og nedskæringer

• Afskedigelse

• Arbejdsmæssige krav, der medfører oplevelse af belastning

• Samarbejdskonflikter

• Arbejdsulykker

• Kombinationen af arbejdsbelastning og private kriser, der har indflydelse på arbejdsevnen.




Hvordan opstartes et forløb?



Tidsbestilling til første samtale bookes online via dette link:






Her kan der kan bookes en tid indenfor max 14 dage. Hvis der ikke kan findes en ledig tid online inden for tidsrammen på 14 dage, er du velkommen til at kontakte os telefonisk for at få en tid.


Tidsbestilling kan enten foretages af leder eller medarbejderen selv. Vær opmærksom på, at medarbejderens CPR-nummer skal oplyses, og at der sendes en påmindelse om tidsbestillingen til de kontaktoplysninger, der angives.


Til den første samtale skal medarbejderen medbringe handleplan, der er udfyldt i samarbejde mellem medarbejder og leder. Her angives information omkring henvisningsårsag og evt. påvirkede jobfunktioner. Handleplanen kan findes på medarbejderportalen, i True Trade og på nedenstående link.





Mandag – torsdag kl. 8.00-15.45 og fredag kl. 8.00-12.00 besvares telefonen af sekretariatet, som kan hjælpe med eventuelle spørgsmål.


I tilfælde af akut krisehjælp i telefontiden, vil sekretariatet viderestille til en psykolog. På alle øvrige tidspunkter af døgnet bemandes telefonen af en vagthavende psykolog.

Ved alle telefoniske henvendelser benyttes tlf. nr.: 97 52 00 95.


Bemærk at det udelukkende er ledere, der kan rekvirere akut krisehjælp. Henvend dig derfor til din leder ved situationer, der evt. kræver akut krisehjælp.



Hvor foregår samtalerne?



Samtalerne foregår som udgangspunkt hos os på adressen:


Institut for Relationspsykologi

Elkjærvej 19, 1.

8230 Åbyhøj



Om samtaleforløbet



En samtale varer én time. Som udgangspunkt tilbydes du op til 4 individuelle samtaler. Hvis der er behov for flere samtaler, kræves en ny godkendelse fra lederen.




Afbud



Af hensyn til vores planlægning bedes duså vidt muligt melde afbud i god tid. Afbud efter kl. 9.00 på samtaledagen afregnes med arbejdspladsen. Udeblivelse uden afbud skal medarbejderen selv betale for.

Prisen for afbud efter kl. 9.00 på samtaledagen og udeblivelse uden afbud opkræves med den gældende pris for en samtale.







Fællessamtaler



I mange situationer giver det god mening at inddrage din leder i forløbet, hvilket kan gøres gennem afholdelse af en fællessamtale. Iværksættelse af fællessamtaler kræver naturligvis dit samtykke, ligesom de forudsætter psykologens professionelle anbefaling.


Fællessamtalerne vil typisk have fokus på, hvordan lederen kan understøtte din bedring og trivsel, samt hvordan fremtidige udfordringer kan forebygges. Fællessamtaler er et tilkøb, og de indgår derved ikke som del af de 4 samtaler i forløbet.




Handleplan



Hvis du ved forløbets start har medbragt en handleplan, vil du og psykologen sammen arbejde videre med denne, sådan at der ved forløbets afslutning foreligger en personlig handleplan. Handleplanen kan fx indeholde anbefalinger til dig og til din arbejdsplads i forhold til jobfunktion samt forslag til, hvordan lederen kan støtte dig i det daglige arbejde.


Ved fællessamtaler er handleplanen udarbejdet fælles til leder og medarbejder. Hvis du ikke ønsker, at der udarbejdes handleplan sammen med psykologen, vil din leder få besked herom.




Sådan arbejder vi



Alle psykologer hos Institut for Relationspsykologi er autoriserede, ligesom de har erfaring med arbejdsrelaterede problematikker og organisatoriske forhold.


Vores psykologiske tilgang er baseret på tre erkendelser:


• Relationerne er helt afgørende for menneskers trivsel og læring.

• Man udvikler sig bedst, når der er fokus på ressourcerne.

• Alle mennesker er værdige og skal behandles med værdighed.


Vi har naturligvis tavshedspligt, er omfattet af Dansk Psykolog Forenings etiske retningslinjer og anvender journalsystem, der er godkendt til håndtering af personfølsomme oplysninger.


Institut for Relationspsykologi anvender evaluering som et naturligt redskab i kvalitetssikringen, og alle medarbejdere, der henvises til psykologbistand, anmodes om at udfylde et evalueringsskema ved afslutningen af deres behandlingsforløb. Ligeledes fremsendes – efter din accept - et evalueringsskema til din leder.