samspilstema 2





Justér dig følelsesmæssigt og følg den andens initiativ





Følelsesmæssig justering til spædbørn



Et spørgsmål kræver et svar. Ligeledes kræver en ytring eller gestus, der er udtryk for et ønske eller initiativ, at nogen svarer tilbage. I kommunikationen med spædbørn handler det om at betragte spædbarnets handlinger og ytringer som ”spørgsmål” eller ”henvendelser”, der kræver svar. Men for at kunne svare barnet på en passende måde, må man opmærksomt opleve barnets ”henvendelse” og tolke dets tilstand og ytringer, der udtrykkes gennem lyde, ansigtsudtryk og kropssprog. Når dette sker, vil det naturligt føre til, at omsorgsgiveren ”svarer barnet”, og dermed kan en ”omsorgsdialog” begynde.


Med andre ord: Når barnets ytringer bliver tolket som kommunikative ”henvendelser”, får de svar. Disse henvendelser kan f.eks. være lyde, der opfattes som ”småsnak”, eller det kan være bevægelser med hænderne, der opfattes som udtryk for ønsket om at blive taget op.

Henvendelserne kan også være af mere følelsesmæssig karakter, der f.eks. udtrykkes gennem gråd og kropslig uro. Et passende svar på disse henvendelser forudsætter, at omsorgsgiveren kan ”tone ind” til spædbarnets tilstand og følelser. Stern (1985) kalder denne ”indtoning” for ”bekræftelse indefra” i tråd med barnets følelser. Denne bekræftelse, der retter sig mod barnets indre tilstand, står i modsætning til en ydre bekræftelse af barnets handlinger, som ofte benyttes i adfærdsterapi.






Justering til større børn og voksne



De samme principper gør sig gældende, når man kommunikerer med større børn og voksne. Både børn og voksne har brug for, at andre lytter til dem og forstår deres hensigt.


Forudsætningen for at kunne give svar, der er justeret og indtonet til den anden, er, at man kan se og opleve den andens initiativ. Her er det vigtigt, at man også har øje for de skjulte emotionelle initiativer og behov, som ikke er umiddelbart synlige. Der er stor forskel på menneskers sensitivitet i forhold til aflæsningen af emotionelle henvendelser, og derfor er træning i at se og tolke emotionelle udtryk hos børn (og voksne) en væsentlig del af oplæringen i ICDP-programmet.





ICDP Materialer