Fra spædbarn til alderdom har mennesket behov for at blive set og bekræftet af andre. Anerkendelse kan fx udtrykkes gennem: Kærlige følelsesudtryk, at barnet bliver set, barnets initiativ bliver fulgt, barnets ytringer får svar og sidst, men ikke mindst, at barnets præstationer bliver værdsat, og at barnet får ros for, hvad det har gjort godt. Alle disse udtryk for, at man er værdsat af den anden, kan også karakteriseres som anerkendelse.
Behovet for anerkendelse er tilsvarende vigtigt i forhold mellem voksne. Anerkendelsen kan antage mange forskellige udtryk og variationer. Den kan komme meget åbent til udtryk som verbal anerkendelse og ros i forhold til en specifik præstation. Den kan også udtrykkes mere subtilt, hvor et anerkendende blik, et genkendende smil eller det at huske et navn kan give den anden oplevelsen af at blive set, bekræftet og inkluderet.
Ligeledes har det betydning, hvordan man hilser: Er det bare et kort ”hej”, eller tager man sig tid til at stoppe op og veksle nogle hyggelige bemærkninger, lytte til den anden og spørge til, hvordan den anden og familien har det. Denne forholdemåde kendetegner et menneskeligt inkluderende og anerkendende miljø. Sådan et miljø skaber grundlag for trivsel, hvad enten det gælder børn eller voksne.
Denne inkluderende forholdemåde står som modpol til et miljø, hvor ingen giver hinanden anerkendelse, hvor selvhævdelse, ligegyldighed og konkurrence dominerer, og hvor chefen, læreren eller forældrene aldrig giver positive kommentarer. Eller endnu værre: Når mangel på anerkendelse kombineres med underforstået ringeagtelse og forbigåelse, har vi netop opskriften på mistrivsel, fravær og sygdom.
