Fælles opmærksomhed er ikke bare en passiv færdighed, men derimod en komponent i de kommunikative handlinger, hvor den ene part kan lede, og den anden kan følge efter: En omsorgsgiver kan enten justere sig til et barns opmærksomhedsretning, eller hun kan påkalde sig barnets opmærksomhed, trække det ud af dets igangværende aktivitet og omdirigere dets opmærksomhed, sådan at det fokuserer i samme retning, som hun selv.
Den sidste strategi, hvor omsorgsgiveren omdirigerer barnets opmærksomhed, vil ofte kunne medføre forvirring, fordi sammenhængen i barnets igangværende aktivitet bliver brudt eller forstyrret.
Dette brud på barnets opmærksomhedsretning, hvor omsorgsgiveren kommenterer på objekter, der ligger uden for barnets fokus, synes at have en negativ effekt på barnets sprog og kognitive udvikling (Tomasello 1999). Denne sammenhæng gælder særligt spæd- og småbørn.
Når børn bliver ældre, vil de lettere kunne tåle disse udefrakommende opmærksomhedsskift og bruge dem på en konstruktiv måde. Alligevel viser kognitionsforskningen, at brud på barnets opmærksomhedsretning og hensigt kan virke forstyrrende og vil øge vanskelighedsgraden af den opgave, som skal løses (Rommetveit 1992, Hundeide 1992). Derimod har det vist sig, at når omsorgsgiveren går ind og deltager inden for barnets opmærksomhedsfelt og udvider barnets igangværende aktivitet eller fokus, synes dette at fremme barnets sproglige og kognitive udvikling. Med andre ord: Når vores påkaldelse af barnets opmærksomhed fungerer som en forstyrrelse eller distraktion for barnet, vil dette kunne forringe kvaliteten af barnets aktivitet
